1. februar 2014
Tags

blogpix_lignerdudinmor

“Vi kan langt bedre støtte vores barn, når vi ikke samtidig skal deale med vores egne uforløste ting og sager fra da vi var børn. Kigger vi ikke indad bliver vi i stedet for overbeskyttende, overbekymrede, kontrollerende og styrende – og kommer til at kopiere lige det vi ikke kunne lide vores egne forældre gjorde ved os” 

Hvorfor bliver vi en kopi af det vi ikke selv kunne lide? 

”Det at blive mor, har sparet mig 200.000 kr i terapi timer” sagde en kollega engang til mig, da vi arbejdede sammen på et behandlingshjem for omsorgssvigtede børn, for mange  år siden. Hun mente, at når vi er opmærksomme på vores egen udvikling og støder på udfordringer i vores forældreskab, er der stor mulighed for at få dybe indsigter om os selv i relationen, at give slip på gammel bagage og at lære en masse om os selv. Hvis vi altså er åbne for at se på det. Det har senere også erfaret mange gange.

Blandt de mest værdifulde, men måske mindst påskønnede oplevelser, som det at være forælder giver os, er de muligheder der opstår, for at udforske, genopleve og give slip på vores egen barndoms problemer. I vores forhold til vores barn opstår der mange muligheder for dette, men de kommer ofte i en forklædning af situationer, der frustrerer os og skaber konflikter mellem os.

Vi fører vores egne uforløste konflikter over på vores børn. Hvis vi tager chancen i sådanne situationer for at undersøge, hvad der får os til at reagere og opføre os sådan, kan vi måske få løst konflikterne fra vores barndom, som vi ikke før har løst.

Du kender det måske? Du siger til dig selv, at du vil gøre alt for aldrig at være som din egen mor. Eller at du aldrig vil gøre tingene som din far gjorde det. Og BAM! Så sidder du i fælden, og du hører dig selv sige lige det samme i pressede situationer med dit barn. Især med store børn og teenagere kan dine gamle skygger komme ud af skabet. Her kan det være drønsvært at se at det er din helt egen personlige reaktion, på den situation med dit barn. Det vil sige noget der sker i dig. Og ikke dit barn eller teenager, der er skyld i din reaktion. Din del af konflikten er det, du bringer ind i den, med de følelser og reaktioner du har lige der.

Det er nærliggende, og virker lettest at pege på ens barn. ”Han er helt umulig” ”Min teenager dominerer så meget og der er slet ikke plads til os andre”, ”Hun har fyldt så meget siden hun var lille”, ”Hun er så besværlig og dramatisk” er ord jeg ofte hører i mit erhverv som familieterapeut fra forældre, der er frustrerede over deres børn og teenagere. Og ja, det er nok forælder-barn relationen, der kan få ens nervesystem mest tændt op og skyggesider i spil. Både som egen forælder og til ens egne gamle forældre. Det holder jo ikke op, når vi flytter hjemmefra : – )

Mormor har også behov

Jeg blev inspireret til denne artikel, da jeg lagde mærke til hvor meget jeg blev trigget af min egen mors måde, at være på med min datter. Og min datters reaktion på min mor. Min mor sagde en dag til hende: ”Du er blevet så stor, at du er helt ligeglad med mig” (skyld med skyld på). Jeg sagde: ”Mor, hvad mener du med det du siger”? ”Jamen, hun vil jo slet ikke kramme mere, når vi ses”. Min datter blev ked af det, trak sig og lukkede i som en østers. Ligesom jeg gjorde da jeg var barn. Jeg blev selv sur, ramt og stille. Efter noget tid, da jeg havde givet slip på, at jeg syntes det var irriterende det hun ofte sagde, spurgte jeg hende: ”Hvad var dit ønske egentlig med at sige det, du sagde”? ”Jeg savner hende bare og kunne så godt tænke mig et kram” sagde min mor. Så var min datter hurtig og sagde til hende: ”Jamen mormor, hvis det er et kram du vil have, så skal du ikke sige det så negativt. Jeg vil jo rigtig gerne give dig et kram”

De følelser, der bliver genvakt i sådanne situationer, hos os selv som forælder er jo tudsegamle. For begge parter. Jeg lærte lidt mere her med min gamle mor, at hun gør sit bedste og inderst inde også ønsker at være nær, men bare har svært ved at udtrykke det. Ligesom da jeg var lille.

Vi er mest tilpas i vores relationer når vi:

1. Har frihed til at sige hvad vi har brug for,

2. Udtrykker hvad vi ønsker og

3. Siger hvad vi savner… Uden at gøre den anden forkert samtidig.

Jeg har måtte lære det som voksen og øver mig stadig dagligt, mine egne børn får forhåbentligt lettere ved det. Og vi kan sammen hjælpe hinanden til at bryde mønstre. Et skridt ad gangen.

Vi trigger på eget køn 

Al teori viser at der oftest er mest ambivalens i børns forhold til forælderen af samme køn. Som mor-datter trigger vi mere hinanden. Og i far-søn- forholdet sker det samme. Vi er nemlig mere tilbøjelige til at genopleve vanskelige sider af vores eget forhold til vores forælder af samme køn. Derfor er det meget sandsynligt, at vi som mødre vil gribe os selv i at tale som vores egen mor, når hun kritiserede os, mens du som far gentager de negative samspil, som var til stede i din egen barndom mellem dig og din far.

Jeg er overbevist om at jo flere skyggesider du mærker og har i forhold til dine forældre, jo mere kommer du til at ligne dem. Og omvendt, jo flere sider du accepterer ved din mor og far – jo mere plads giver du dig selv og dit eget barn til at udvikle sig til et liv i balance.

Tænd din bevidsthed

Du og jeg har et valg og kan vælge en anden vej, når vi bliver klogere på hvad der sker i os sammen med vores børn og vores egne forældre. Det starter med viljen til at se med nye øjne, viljen til at give slip på at få ret i hvem der er forkert og rigtig, og viljen til at tørre dine briller, der er snuskede af fortiden og se mere klart.

Vi tror, vi lettere kan acceptere vores barns måde at være i verden på, så længe dets adfærd ikke vækker følelser i os , som vi ønsker skal forblive fortrængt. Men giver vi slip på det hårde arbejde, det er at fortrænge de gamle skyggesider som vores barn vækker i os, og lader os blive klogere på os selv, gennem vores barn i stedet for, kan vi helt igennem acceptere vores barn for dem de er og ikke er.

En ung pige fra vores ungdomskursus Teenpower, skrev engang i sin feedback dette smukke udsagn:

Børns budskab er i virkeligheden: Elsk mig for den jeg er, ikke for den du ønsker jeg skal være”

Udvikling af din egen selverkendelse i forhold til hvad dine egne barndomserfaringer gik ud på vil helt naturligt hjælpe dig til en bedre forståelse for dit barn. Når den måde du ser på dine erfaringer fra dengang, forandrer sig, vil holdningen til dine lignende erfaringer med dit eget barn også forandre sig.

Hvis du selv engang fx var genert, har du måske lagret de gamle følelser, du havde i de situationer som barn, hvor du følte dig alene, bange eller ked af det. Her kan det være helt vildt svært, hvis dit eget barn er genert, og holder sig tilbage i sociale sammenhænge og måske ikke tør tage kontakt til de andre børn i skolen eller institutionen. Vi ønsker jo at vores børn er glade og trives. Men er du kraftigt trigget af dine mørke følelser, er det fordi du er styret af dine egne uforløste følelser fra tidligere i livet.

Og vi kan langt bedre støtte vores barn, når vi ikke samtidig skal deale med vores egne uforløste ting og sager fra da vi var børn. Kigger vi ikke indad bliver vi i stedet for overbeskyttende, overbekymrede, kontrollerende og styrende – og kommer til at kopiere lige det vi ikke kunne lide vores egne forældre gjorde ved os. Fordi vi så er frygt drevet og ikke i balance i situationerne med vores barn.

Jeg kunne ikke huske 90 % af min barndom

Den store udfordring er, at de fleste af os ikke kan huske en 1/10 af hvad der skete i vores barndom. På godt og ondt. Det er tabt for den bevidste hukommelse.

Men er vi villige til at åbne for sindet, kan vi starte med at tænde for bevidstheden, dele nogle gamle minder med vores nærmeste og igennem fortællingerne få øje på ting og indsigt i os selv.

Under min uddannelse som familieterapeut skulle vi over 4 omgange være i en lille gruppe og fortælle vores livshistorie. Der var et år imellem, vi igen skulle fortælle vores historie, og det var meget slående hvor forskellig den helt samme livshistorie blev udtrykt og hvilke kapitler der kom på, efterhånden som vi udviklede os gennem årene. Min første fortælling var meget kynisk, kort og som om jeg beskrev et teaterstykke. Selvom de ting jeg fortalte om mit liv og barndom på mange måder var ret dramatiske for et barn. For mig. Men den fjerde gang kom alle nuancerne med, og det var ikke længere kun sort-hvidt det hele.

Adskillelsen fra vores barndom er nødvendig, for at danne vores voksne personlighed. Hvis vi holder fast i at ikke se os tilbage, ikke at gå på opdagelse i barndommen og lære af de svar vi finder på vores udfordringer i nuet, berøver vi os selv for indre erfaringer som kan holde os bevidste i nuet. De kan holde os unge i sindet og bringe os nærmere vore børn.

(Nu er det jo ikke sådan at man behøver at uddanne sig som coach eller terapeut, for at få indsigt i sin barndom. Eller at gå i dyb terapi i mange år. Dog er det afgørende hvor dybe konflikter du ender i med dine nære, og hvor svært det er at bryde mønstrene om du kan få nok hjælp og støtte af dine venner eller om du skal arbejde dybere med dig selv)

 

 Ting du selv kan gøre i dit daglige liv, for at blive klogere på din forældrerolle:

1. Brug dine nære relationer eller find en anden tillidsperson du kan dele med. Tal om gamle minder – start et sted og skiftes, så I inspirerer hinanden med minderne. Øv jer i at adskille hvad der var fakta og hvad der er blevet en historie. Det er de tykke historier vi får skabt gennem tiden der giver os smerten.

2. Tag dine billeder frem fra du var lille og mærk hvad der sker i dig, når du ser på dem. Du kan meget vel få nye tanker frem, hvis du forsøger at huske stemninger der var på billederne. For stemningen i vores barndomshjem har den dybeste påvirkning på os.

3. Se evt. billeder sammen med en nær ven eller partner, som også er god for dig at dele det med, du mærker, og åben så dig selv op for indsigter.

4. Når du opdager at du trigger på de samme ting hos dit barn over en tid, så tag noget tid for dig selv fx en aften, med en blok og en blyant, og skriv ned hvad der sker inden i dig i de situationer. Ikke så meget fokus på det dit barn gør, men hvad er det der sker i dig? Føler du dig misforstået? Føler du dig domineret, svigtet, eller svag fordi dit barn ikke hører dig, eller noget helt andet. Kig så efter hvornår i din barndom og ungdom du følte de samme mørke følelser, og opdag herved at dine følelser er dine egne og ikke dit barn der er skyld i dem.

5. Næste gang du er sammen med dine forældre, så beslut dig for at indstille dit observer-kamera på din skulder, og forsøg at observere dig selv og jer sammen. Forsøg at give slip på at dømme og i stedet være med det du oplever. Bare se jer og mærk efter, Når du er alene igen, så skriv ned, hvad du blev ramt af og se ind bagved dine forældres adfærd. Forsøg at se dem som mennesker der gør deres bedste, med det de har lært og de ressourcer de har.

 

Jeg ønsker dig god videre udviklingsrejse med dig selv og din familie

Kærlig hilsen
Pia Beck Rydahl

Piabeckrydahl_red1_omos_sorthvid

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *